Lykke

Lykken starter når vi kommer til verden.
Vi råder selv over vores færden.
To forældre der kærligt deres baby betragter
håber de ansvaret magter.

Barnet vil vokse og blive stor
det vil tro på sin far og mor
det de vil give skal barnet tage ved lære
så håber vi det lykkeligt vil være.

Men ikke alle har fået den heldige gave
og mange har ingen at have
der trøster og hjælper dig gennem verden
og prøver at undgå alt verdens smerte.

Det her digt har ikke nogn titel, men er skrevet af en ældre dame som selv har et barn med handicap. her er det:

Jeg har hørt, at der findes en
gammel legende om, hvad der
oppe i himlen hændte.
Den siger, at engang den kære
Gud sagde til englene: Vil i gå bud?

Der er et barn, som skal fødes
på jord, vil i prøve at finde en far
og en mor, som vil elske og pleje
dets krop og sjæl, det er netop
en opgave helt speciel.

Barnet er svagt, det har handicap
med, så det kræver meget
tålmodighed.
I ved, at jeg elsker alt svagt og
småt, og jeg ønsker, at barnet
skal få det godt, så de to, der
bliver dets far og mor, må virke
som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved
at se, at der kan være en mening
med det, at barnet ikke kan
tumle og lege, og at det kræver
en særlig pleje.
Men de vil nok efterhånden lære,
at det giver kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgang alene er ikke sundt.
Modtager de barnet som en gave
de to, så bliver det en kilde til
indsigt og tro, og så kan det sikkert
med tiden læres, at livet er både
at bære - og bæres.

Vi kalder det - "næstekærlighed"
Hun boede på et plejehjem
langt fra familien.
Der var kun sjældent besøg.
De kaldte det - en løsning.

Hun var blevet svagere, men
tankerne var klarer.
Hvorfor blev hun så behandlet
som et barn?
De kaldte det - at pleje.

Julen skulle komme og syge-
plejersken var glad. Hendes
familie skulle komme.
De kaldte det - en begivenhed.

Hun blev såret, da hun så
hendes datter vende ryggen til,
da hun savlede.
Var det hendes skyld, hun var
blevet gammel?
De kaldte det - et rod.

Familien talte om vind og vefr,
de ville ikke være der.
Hun var lettet da de gik.
De kaldte det - utaknemmelighed.

Hendes barnebarn blev tilbage.
Han rørte hendes hånd,
og sagde, hvor meget han
elskede hende.
Hun kaldte det - kærlighed.

Han forlod hende med øjne
fulde af tårer.
Men for først gang i et år
havde hun smil i øjnene.

Et menneske som kritiseres
Lærer at fordømme.
Et menneske som får klø lærer
At slås.
Et menneske som hånes bliver
Genert.
Et menneske som udsættes for
Ironi får dårlig samvittighed.

Men et menneske som opmuntres
Lærer retfærdighed.
Et menneske som mødes med
Tolerance lærer tålmodighed.
Et menneske som oplever fair
play lærer retfærdighed.
Et menneske som oplever venskab
lærer venlighed.
Et menneske som oplever tryghed
bliver tillidsfuld.
Et menneske som er elsket og
får knus lærer at føle kærlighed i
Verden.

Jeg bærer en dolk i brystet
det ingen i verden ser.
Tit er jeg alvorligt rystet
derfor jeg spøger og ler.

Den svages våben er klage
den stærke tier og dør.
Jeg vil ikke stå blandt de svage
men gemme min smerte bag slør.

Til sidst må sløret vel springe
da kommer smerten for dag.
Men før den dag skal bringes
slår hjertet sit sidste slag.

I dag vil jeg tælle de lyse smil,
jeg møder på min vej,
så vil jeg ta` mig et lille hvil
og dele dem med dig.

I dag vil jeg tælle de gode ord
som varmer dybt i mit sind.
Så vil jeg sætte mig ved dit bord
og lukke glæden ind.

I dag vil jeg gøre problemerne små
og glemme sorger og savn
- og glemme at dagen er mørk og grå
og ta` alverden i favn.

I morgen måske en hverdag trist,
var alt da den drøm, der brast?
Et solstreif lånt i en stakket frist,
som ingen kan holde fast.

Hven tog mig først i sin
kærlige arm
og lagde mig ømt til sin
bløde barm
og læskede min tunge
og holdt mig varm?
Min Mor!

Hvem sad ved vuggen
med smilende mund
i nætter og dage fra stund
til stund
og nynnede og lullede mig
sødt i blund?
Min Mor!

Når jeg lå søvnløs med
brændende kind
hvem vøgede da hos mig
med sorgfuldt sind
og sukkede i bøn til jeg
slumrede ind?
Min Mor

Hvem foldede mine små
hænder i bøn
og lærte mig at bede min
aftenbøn
med tak til Gud Fader
og Guds søn?
Min Mor

Fem korte, gyldne minutter
sov jeg engang ved din side,
fordi jeg var træt af at ligge
og se dig sove og sove.

Nu du er borte, forstår jeg,
det kun er en straf for den synd,
at jeg engang har kunnet
sove, mens du var hos mig.

Tre hundrede lange sekunder
hvor jeg burde sitre af lykke
og lytte mig ind i din sjæl
med øret tæt ved dit hjerte.

Jeg kunne ha` holdt mine hænder,
varsomt omkring dit hoved
og skælvet i inderligt glæde,
fordi du lå ved min side.

Jeg kunne med åbne øjne
og spændte sanser ha` suget
dit væsen ind i mit eget
og bundet dig til mig for evigt.

I tusindvis af minutter
må mennesker ørkeløst angrer,
fem korte gyldne minutter
de ikke burde ha` sovet.